Vi får ikke nok børn; hvorfor ikke?
Den naive holdning giver som forklaring, at er konklusionen af et kompromis imellem arbejdsliv og fritidsliv. Vi går for sent igang med vores uddannelser, til at vi kan være tilidigt ude på arbejdsmarkedet, og begynde at forsørge vores børn. Mange har i sinde, at vente med at få børn, til at deres karriere er på plads. Forestillingen om et godt liv, har den økonomiske sikkerhed som fundament, og realiseringen af fundamentet går for mange mennesker forud for realiseringen af børnefamilien.
Hvis vi kigger os rundt i dyreverdenen efter fortilfælde, der måske kan kaste lys over vores situation, foreslår jeg at vi bogstaveligt talt kigger i de zoologiske haver. Hos zoologerne kan vi finde svar på et spørgsmål, om hvilke dyrearter det er svært (eller umuligt) at få til at formere sig i fangeskab. Zoologerne forsøger at identificerere hvad for nogle behov hos dyrene, som de mangler at få opfyldt, for at de arvler i fangeskab.
I mange tilfælde er svaret ligetil: deres unormale adfærd (set i forhold til de vilde dyr) er forårsaget af deres fangeskab. De er ikke frie; hvilket kan udtrykkes som de har ikke territorium nok for at føle sig frie.
Kunne dette være svaret? Vi føler vi os ikke lige så frie længere?
Mennesket kan tænke i fortid og fremtid. Det betyder efter min mening, at vores forestillinger om både fortiden og fremtiden nødvendigvis har mulighed for at indvirke på vores ønsker og behov. Kan det være således, at vi kollektivt (individiduelt men i generaliseret forstand, - dvs. de fleste af os, eller mange af os) ser noget i fortiden eller fremtiden der fordrer os til færrer børn? Må jeg forslå verdens situationen, set økologisk, meteorologisk, oceanografisk, lithografisk, demografisk? Katastrofer, krig og terror.
Der forligger den mulighed, at at det at få fødselstallet i vejret, er under indflydelse af vores fremtidsudsigter.
Det er efter min mening at det er en central udfordring for nutidens tænkere, at overbevise dem selv, hinanden og de fleste andre, om fremtidens meningsfulde mulighed. Det skal være muligt, at tænke og forestille sig en fremtid, det er meningsfuldt at leve i.
Hvordan skal dette foregå? Jo, der er mindst to sider af sagen. Den første er at gribe de om problemer der gælder globalt for vores fremtid. Vi må forstå kilderne til disse problemer i deres oprindelige form, og om ikke det er muligt, så i en tidligere og mere udifferentieret form. Dvs. at vi må arbejde med et princip om, at den samlede mængde problemer, lader sig kategorisere, således, at visse problemer er underordnede andre problemer, og dette i en udstrækning, så vi i sidste ende kan tematisere problemerne som et overskueligt antal fundamentale problemstillinger.
Nogle problemer er vi selv kilde til, og for nogle problemer er kilden uden for os selv. I alle tilfælde, er det dog således, at tematiseringen af en situation som problematisk, er et forhold der gør sig gældende for os. Således kunne man overordnet set sige, at der et urproblem, der er selve den problemfyldte tilstand, som springer af vores tilstædeværelse i verden, og de problemer vi må have med at opretholde denne tilstand, som værende og helst også som menings fuld. Vi har katastrofer skabt af jorden selv, som gode eksempler på situationer hvor vi i en vis udstrækning kan undgå problemerne, ved at undgå de situationer hvor naturen viser sig fjentlig. Dvs. lade være med at bo på siden af en vulkan osv.
Så har vi problemer der i anden udstrækning opstår ved menneskets syntese med jorden. Det være sig forureningskatastrofer, global opvarmning osv. Disse problemer har i sig flere udfordringer. For det første er der en udfordring i at vide hvad der er katastrofal adfærd. Dvs. med visse videnskabelige og tekniske udviklinger, opstår der naturligvis et potentiale for katastrofe. Er vi uvidende om dette potentiale er vi ignorante. Kender vi katastrofe potentialet men tager en beregnet ricisi, er vi skyldige hvis katastrofen indtræder, uanset om katastrofen kan spores tilbage til os. Såfremt sporene ender ud i vores tidsalders mangfoldighed, og ikke kan spores til enkelte personer eller de virksomheder der konstitueres af dem, så er vores tidsalder s civilization skyldig i lemfældighed, og må derfor kaldes for barbarisk, - da den er ignorant om hvad al civilization drejer sig om, og derved hvilket det ikke er værd at spille bort på kasino. Barbarisk er det menneske, der når det står ansigt til ansigt med det værdifulde selv, kaster det bort eller finder glæde i at gøre det værdiløst.
Så har vi problemer, der har det enkelte menneske selv som kilde, og dets måde at være tilstede i sig selv på. Disse problemer er mangfoldige, men for så vidt, det er menneskeligt muligt, at se enhver lidelse ikke som et problem, men som en tilstand, er disse problemer ihvertfald i princippet løselige. I den forstand at et problem, forsvinder når vi holder op med at se det som et problem. Er det en situation jeg kan gøre noget ved, løse, påvirke, osv? Nej, - jamen, da er det ikke et problem, men en tilstand, der forsvinder sig selv. Meditation, psykoterapi, m.v. er da løsningen. Mennesket med mange af disse lidelser, er forvirret, lidende eller uoplyst, - i den forstand er den komplette oplysning, evnen til at realisere en tilgang til det at være til, som ophæver den eksistentielle problemstilling. Er det muligt, er det en stor kunst, som mange måtte lære efter. Jagten på en sådan metode, er derfor et imperativ.
